Vandregnskab

Drikkevandsforsyning leveres fra Aalborg Forsyning. Forsyningen sker via én fælles stikledning fra Aalborg Forsyning, hvorpå der er monteret en hovedvandmåler. Betaling til Aalborg Forsyning sker efter målt forbrug på hovedvand­måleren og dertil kommer en fast afgift.

En del af vores betaling til Aalborg Forsyning er således afhængig af vandforbruget, medens en anden del – den faste afgift – er uafhængig af om vi bruger meget eller lidt vand. Det overordnede princip for fordeling af regningen fra Aalborg Forsyning mellem de enkelte ejerlejligheder følger dette:

  • Betaling af det målte vandforbrug fordeles mellem de enkelte ejerlejligheder i forhold til deres andel af forbruget.
  • Den faste afgift – der jo er uafhængig af forbruget – fordeles ligeligt mellem alle ejerlejligheder.

Vandforbruget til de enkelte ejerlejligheder måles på bi-vandmålere. Disse er etableret af Ejerforeningen og er Aalborg Forsyning uvedkommende.

Når summen af vores bimålere sammenlignes med det målte vandforbrug på hovedmåleren, vil der være en forskel, typisk således at vi har fået leveret mere vand, end vi har registreret brugt via bimålerne. Det benævnes ”vandtab”. Det er ikke usædvanligt og kan skyldes mindre eller større utætheder i vores fælles fordelingsledning, der ligger ned gennem haverne, og det kan skyldes unøjagtigheder i vandmålerne.

Et vandtab fra utætheder er helt uafhængig af forbruget. Om en ejerlejlighed bruger lidt eller meget vand, vil ikke påvirke udsivningen fra en evt. utæthed et sted ude på fordelingsledningen. Ligeledes kan vi ikke umiddelbart sige noget om hvilke bimålere, der evt. måtte vise forkert (kun ved kontrol af alle bimålerne).

Vandtabet må således siges at være uafhængig af vandforbruget, og en naturlig konsekvens heraf vil være, at betaling af den del af forbruget fordeles ligeligt mellem alle ejerlejligheder. (04.04.2019 Finn Elmgaard)

I nedenstående oversigt kan ses udviklingen af vandforbruget over en årrække. Desuden kan ses en detaljeret opstilling for hver enkelt år.

Vandregnskab – oversigt 2002-2018

Vandregnskab – 2014

Vandregnskab – 2015

Vandregnskab – 2016

Vandregnskab – 2017

Vandregnskab – 2018

Vandregnskab – 2019

Vandregnskab – 2020

Vandregnskab – 2021

Vandregnskab – 2022